Jeg er irriteret på den hovedpine, der ikke vil skride selvom dørmændene (2 Iprener) har forsøgt at smide den ud. I det mindste er den ikke så stærk, den vil virkelig bare ikke skride... Typisk. Men hey - livet byder af og til en på hovedpine og sindssygt ondt i røven, og så må man bare tage det med

Jeg har gået og tænkt over tingene siden i tirsdags, og jeg bliver mere og mere bekymret - derfor er jeg gået i gang med en intensiv indsats af "jeg er hypokoner"-tanker. Jeg har jo været temmelig "ved siden af mig selv" siden i tirsdags. Det er som om jeg går i min helt egen verden. Som om alting er en tåget drøm. Jeg føler at jeg er som en tilskuer til mit eget liv. Af og til ser det udefra... Uden at det er på en psykotisk måde (teknisk set er det søndag nu, så 9 uger! Woohoo!) - mere som om jeg er på vej ind i en depression. Men jeg føler mig ikke trist. Jeg føler mig ikke mere træt end sædvanligt. Alting virker mere uoverskueligt og jeg magter stort set intet... Men det er jo IKKE det samme som depression. Jeg kunne godt tænke mig at jeg bare kunne indse, at jeg er oversensitiv overfor depressioner. At jo mere, jeg frygter dem, jo større er risikoen for, at de kommer... Jeg må virkelig tage mig sammen. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, men det er ikke depression. Det tror jeg ikke på. Muligvis er jeg bare udmattet. Jeg har fået meget lidt søvn i en lang periode. Det må jo give udslag til sidst. Ikke sandt?

Ellers er jeg ved at komme mig over chokket over min fars indkøb af computeren. Det er gået op for mig - som så mange gange før - at jeg ALDRIG får nogle penge af dem. Sådan er de jo så bare. Min mor informerede mig også om, at hun har lånt en bog, hun har lånt af mig, ud til en kollega. Og så har hun snakket med forfatteren til "Kan man få en alien til at le" og fortalt ham, at jeg har reklameret for hans bog på nettet. Og det har jeg jo også. Han er bror til en af de beboere, der bor på min mors arbejdsplads. Bogen er i øvrigt skrevet af Nils Elmark og er SÅ meget værd at læse. Handler om kommunikation. Utrolig spændende bog! I hvert fald i de perioder, hvor jeg kan koncentrere mig om at læse... Det er ikke altid at koncentrationen er der. Til noget som helst. Jeg er også bagud med Jaspers verden....

Anyways: Det er ved at være på tide for mig at hoppe i seng! Ja, "hoppe" - for den slags gør jeg. Jeg skulle have været i bad, men det kom jeg aldrig fordi jeg skulle på wc med nummer to og fik så voldondt at jeg ikke magtede at gå i bad. I stedet snakkede jeg ½ time i telefon med Ham-star. Haha. Det kalder jeg ham (Hamid) Han vil have tatoveringer, men han må ikke komme hjem, hvis han får nogen. Sært, egentlig, når manden næsten er 33 år og ikke længere bor hjemme... :S Men sådan er det vel bare med hans forældre. Farzin og Firouzeh er ellers meget åbne. Men der er visse ting, der skal være på en bestemt måde. Det har dog intet med deres iranske baggrund at gøre. De bryder sig bare ikke om tatoveringer og piercinger, selvom jeg tror at Sara (Hamids lillesøster) har huller i ørerne. Men nok snak om det! Jeg er i gang med at spise en tomat... Nå. Too late. Den ryger ud.

Jeg vil vralte hen i min seng, det er mere realistisk, og jeg vil gerne påpege at jeg vralter derhen fordi jeg har ondt i røven pga Lambi. Det kan godt være, at Lambi er blødt og dejligt, men det er ikke godt til at fjerne afføring, det tværer det bare rundt, så man skal tørre dobbelt så meget - og så kommer der altså hudafskrabninger på huden i røven.  Og det har jeg nu. Nu er jeg så kommet hjem til mit X-tra toiletpapir, som pludselig virker usandsynligt groft i forhold til hvad det plejer.. DAMN YOU LAMBI! Og den dårlige mave, selvfølgelig, som jeg har haft siden i torsdags, da jeg bestilte en calzone fra et pizzeria, jeg ikke kender til. Det gør jeg nok ikke igen. Jeg har i hvert fald fået møgdårlig mave.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.